Katrine Bjørn Eskildsen

"Hvis teori og praksis ikke hænger sammen, bliver jeg nysgerrig"

Katrine har været kvægrådgiver siden hun blev uddannet på Landbohøjskolen med speciale i husdyrvidenskab i 2014. 



Hun har gennem tiden arbejdet med mange alsidige rådgivnings- og projektopgaver, og føler sig som en kvægrådgiver med mange kompetencer.

Med egne ord brænder hun for helt almindelige mælkeproducenter med et ønske om at dygtiggøre sig uden, at de behøver have de store armbevægelser, eller ønsker om at udvide mm. 



Det kan mælkeproducent Søren Troelsen med 450 køer ved Haderup genkende, og fortæller: 

”Katrine er altid god for en snak om hverdagens små og store udfordringer på mælkeproduktion. Hun har en god fornemmelse af de praktiske detaljer og kan samtidig teorien bagved”

 Netop sammenhængen mellem teori og praksis, eller måske nærmere der, hvor det ikke hænger sammen, er med til at motivere Katrine, som forklarer:


”Jeg kan mærke, at det tricker min interesse, når tingene ikke er logiske. Altså når vi ikke kan forklare køernes adfærd eller produktion med den almindelige teori. Det gør mig nysgerrig.”


Nysgerrigheden er blandt andet blevet vakt i forbindelse med udfordringer med besøgsfrekvens i malkerobotter. Rigtig mange besætninger oplever fra tid til anden udfordringer med besøgsfrekvensen, som ikke kun kan forklares med varmestress, foderskift eller andet forstyrrelse i stalden, og det har Katrine sat for at finde en løsning på. 


”Jeg er optaget af, hvordan fodringen påvirker køernes lyst til at søge robotten. Det betyder utrolig meget for produktionen af mælk, men også meget for velfærden hos de mennesker, der skal passe køerne, hvorvidt der er mange hentekøer eller ej.” 



Katrine arbejder derfor i samarbejde med både robotfirmaer og foderstoffer på at blive klogere på, hvad der påvirker køernes søgning til malkerobotten. 


Læs om Katrines grund til at arbejde lige netop hos D&K Gruppen her

Læs mere

Katrine er mere end bondekonen

Hun er mor til tre mindre børn, og gift med Jens. Sammen driver de Viballegaard ved Allingåbro på Djursland. 


”I princippet kunne jeg jo sagtens ”bare” gå hjemme og hjælpe til på bedriften og passe børn, men jeg synes jeg bliver et bedre menneske af at have et arbejde udenfor bedriften. Jeg kan godt lide at bringe nye aspekter med hjem.”


På den anden side ville et fuldtidsarbejde aldrig fungere, og friheden til at arbejde en del hjemmefra gør det muligt både at være kontordame, praktisk staldhjælp, kvægrådgiver og mor på samme tid. Katrine uddyber, at den frihed, der er i D&K Gruppen til selv at vælge arbejdstiden og hvor ofte der mødes ind på et kontor er helt nødvendigt for hende. 


”Fleksibiliteten og det, at vi ikke har en masse interne møde gør, at jeg har 100 % fokus på de arbejdsopgaver, der giver mening for mine kunder og jeg, uden at jeg behøver have meget lange arbejdsdage”, fortæller hun.


Familien byggede selv ny kostald i 2022 og satte nye robotter ind. Hele processen med staldbyggeriet og udfordringerne med at malke ind i nye robotter har givet en masse erfaring, som også kan bruges i rådgivningsarbejdet. 


”Mange af de problemstillinger mine kunder kommer med, har vi jo selv i større eller mindre grad oplevet herhjemme” 


Katrine er oprindeligt fra Sønderjylland, men må siges efterhånden at være fuldt integreret på Djursland, hvor hun både er med i bestyrelsen i børnehaven og nyvalgt medlem af menighedsrådet. 


”Sådan noget følger jo med, når man er en del at et mindre samfund på landet”, som hun siger.